Monika Bay

Tak skæbne siger jeg bare. [..].

Kommer rendende på døren når det passer dem og flere gange end der er aftalt. Indimellem næsen lidt for langt fremme. Uhøflig fremtræden! Som pårørende må man bruge mund overfor dem. Af alm. opdragelse er man ikke tilstede under toilet besøg. Man venter de minutter det tager for den enkelte at vente udenfor døren. Er man virkelig alvorlig syg kan de kun finde ud af at ville indrette et hospitals hjem,- og ellers bare få lov til at gå den forkerte vej. Tak skæbne siger jeg bare. Er det den måde i behandler de stakkels syge mennesker på. Hvor må det være en stor trøst at have sig nogen pårørende i visse situationer,- ellers kan i bare indrette et hospitalshjem og lade folk flyve bort. Istedet burde i som medarbejder få folk indlagt til udredning på sygehuset. Men desværre gør i intet. Derfor godt man har sig nogen pårørende som kan ta´affære og sige hvad i består af. Man kan ski da ikke behandle folk på denne måde. Men desværre er det den barske virkelighed for mange. En stor indre vrede i mig overfor jer. [..].