Thomas Knattrup

#1
Thomas Knattrup
1 bedømmelse
24.03.2012

"Vanløse Skole lever desværre op til sit dårlige ry stadig. Indskolingen sejler, og ledelsen tager ikke ansvar, og lader børnene lide under det. Dårlig lærerstab og ledelse."

Dette citat er det fulde debatindlæg fra en debattør, skrevet i 2010. Jeg kan selvfølgelig ikke tage oplevelsen fra debattøren, men jeg synes alt andet lige, det ville have været på sin plads om det var blevet uddybet, hvad det er for et dårligt ry, der er tale om, på hvilken måde det er, at ledelsen ikke tager ansvar, samt på hvilken måde lærere og ledelse er dårlige?

Det er alt for nemt blot at slynge om sig med en række udokumenterede påstande, som tilfældet er her, og jeg spørger mig selv: Hvad skal det til for?

Vi har begge vores børn gående på Vanløse Skole i hhv. 1. og 5. klasse. Jeg oplever dygtige og engagerede lærere, der tager ansvar for at stimulere børnene og skabe et godt læringsmiljø, lærere, der også tager socialt ansvar og sørger for optimal trivsel i klasserne - problemer med fx omgangstonen mellem eleverne løses her og nu, inden det udvikler sig til evt. mobning.

Jeg er kontaktforælder for poden i 1. klasse, og jeg kan slet ikke genkende det billede, der tegnes af en uduelig skoleledelse. Jeg har altid oplevet en konstruktiv dialog med skoleledelsen, og inden for den seneste måned også en ledelse, der er særdeles lydhør overfor forældrenes tanker og ønsker til fremtiden, da det pludselig blev aktuelt at diskutere slige sager.

For snart to år siden flyttede vi fra Vanløse til Brønshøj, og det har aldrig været på tale at skifte skole: den store skulle blive i sin gode klasse, og den lille skulle naturligvis starte i 0. klasse sammesteds.

Hvorfor Vanløse Skole har så dårligt et ry, det er der tilsyneladende ingen, der i dag længere er i stand til at huske - jeg har i hvert fald ikke kunne få det konkretiseret, når jeg har spurgt ind til materien hos mennesker, der har kritiseret skolen.

At bringe tiden under 2. verdenskrig i spil, som en anden debattør gør, det er - uagtet at debattøren givetvis har en række dårlige oplevelser med i bagagen - i min optik at rette bager for smed: Sammenligningen er alene relevant hvis der sammenlignes med andre skoler i samme periode - det er meningsløst at sammenligne med nutiden.

Jeg er stolt af hver morgen at kunne sende mine unger i skole og vide, at de enten på den ene eller anden måde kommer berigede hjem, med viden, gode oplevelser og som regel begge dele.

Jeg kan og vil derfor varmt anbefale Vanløse Skole.