Louise Freja Josephine Albers

#1
Louise Freja Josephine Albers
1 bedømmelse
02.06.2009

Vores datter går på Puderummet i Barnets Hus, og har været der siden august 2008.

På enhver arbejdsplads vil der være dage, hvor det hele fungerer optimalt, og der vil naturligvis også være dage, hvor det er sværere at få tingene til at glide problemfrit. Puderummet havde en kort periode faste vikarer, imens ledelsen søgte efter de helt rette til de to ledige stillinger på stuen. Selvom det var et ærgerligt sammentræf, at der manglede to faste på samme tid, følte vi som forældre, at vores datter havde det godt på stuen, og at vi hele tiden var opdateret og velinformeret om personalesituationen. Derfor er jeg ked af at læse, at stuen og insitutionen bliver dårligt omtalt her på siden, men kan forsikre forældre, der overvejer at ansøge om plads i Barnets Hus, om, at det ikke er et billede, jeg genkender.

Da vi skulle vælge det sted, hvor vores datter skulle tilbringe en del timer hver dag, søgte vi et miljø, hvor vi mente, hun ville få en hverdag med fokus på bevægelse, musikalsk stimulering og samtidig med mulighed for at tage en time-out og finde ro. De ønsker har vi fået opfyldt i Barnets Hus.

Vores lille pige taler hver dag rigtig meget om de søde mennesker, der passer hende, og om de andre børn fra stuen, som hun har et rigtig godt forhold til. I Barnets Hus er kommunikation mellem børnene i centrum, og det er virkelig fascinerende hvor mange konflikter, der undgås (eller løses uden de voksnes indblanden), fordi børnene lærer at sige fra og til i stedet for at ty til afmagtshandlinger som at bide, slå, skubbe, skrige eller græde.

Vores datter er glad for at tegne og male, for musik, for at synge og danse og hopper som en gal dagen lang. Der er masser af den slags i Barnets Hus, og masser af muligheder for både aktiv og mere koncentreret leg.

Der er for nylig kommet 4 pædagoger/medhjælpere på hver stue i Barnets Hus, så udflugter og længere ture ud af huset, sjov på legepladsen på taget eller dans ude i byen er mere reglen end undtagelsen. Vi bliver altid mødt med smil af personalet, og det er virkelig dejligt, at selv de ansatte, der ikke er på vores datters stue, kender hende, og at hun kender dem og føler sig tryg ved alle insitutionens voksne.

Stedet emmer stort set altid af overskud og positiv energi, og så er der også fantastisk mange søde forældre, der bidrager til at gøre stedet behageligt.

Vi er derfor glade, når vi afleverer vores datter og glade, når vi kan se hendes lyst til at vise og fortælle om alle de spændende ting, hun har oplevet i dagens løb, når vi henter hende igen.