Kurt Andersen

#1
Kurt Andersen
1 bedømmelse
04.12.2011

Jeg har været Telsome Privat abonnent siden 2004. Telsome Privat blev i 2007 overtaget af Skyline, men videreført under navnet Telsome Privat. Det fungerede acceptabelt indtil dette efterår, hvor der begyndte at komme oftere og oftere udfald. I de fleste tilfælde hjalp det dog at genstarte "boksen". 16. november 2011 modtager jeg en mail fra Skyline, som meddeler at jeg vil blive overflyttet til Skyline 24. november, og udover nogle få afbrydelser i løbet af dagen skulle det ikke give nogen problemer. Efter modtagelsen af denne mail indtil overflytningen 24. november var der i øvrigt ingen udfald, og jeg fornemmede også at "lydkvaliteten" var i top, så jeg så da frem til overflytningen med en vis forventning.

Da jeg 24. november om aftenen tjekkede forbindelsen, kunne jeg konstatere at jeg kunne ringe ud, men ikke modtage opkald. Når man prøvede at ringe til mit nr. blev man mødt af en "telefonsvarermaskine" med noget i retning af "xx xx xx xx" kan i øjeblikket ikke kaldes. Jeg fejlmeldte forbindelsen på "Mit Skyline", men modtog ingen respons på henvendelsen. Næste eftermiddag ringede jeg til supporten og efter lang ventetid kom jeg igennem til en høflig supporter, der bad mig "resette" boksen, så ville den selv hente en ny opsætning inden for en time. Det hjalp selvfølgelig ikke, så jeg ringede igen og efter endnu en lang ventetid kom jeg igennem til en fuldstændig uvidende telefonpasser, der fortalte at supporten var gået hjem for i dag, men [..] ville lægge en besked til dem den næste morgen. Næste dag skete der heller ikke noget.

Efter endnu en mail-henvendelse svarede en Skyline kundeservicemedarbejder: "Det beklager jeg meget at høre - Det skulle helst ikke være det billede du får af at være Skyline kunde. Jeg vil straks sørge for at denne mail kommer videre til kyndige hænder, der hurtigst muligt kan hjælpe dig."

Og på en ny henvendelse: "Jeg skal garantere dig for at jeg får en tekniker til hurtigst muligt at se på dit problem, så det hurtigst muligt løses."

I dag er det 4. december og der er intet sket. Jeg har nu købt abonnement hos en anden udbyder, og er spændt på hvor mange problemer nummerportering, opsigelse af mit Skyline abonnement samt tilbagebetaling af mit tilgodehavende vil give.

Alt i alt må jeg fraråde enhver telekunde at skifte til Skyline. Deres "kundeservice og support" er totalt utroværdige.